Dette adfærdskodeks beskriver de principper, der kendetegner INILABs måde at arbejde, samarbejde og træffe beslutninger på.
Kodekset er ikke tænkt som et regelsæt for det indlysende, men som en fælles ramme for den tillid, faglighed og ansvarlighed, som vi ønsker at leve efter og være kendt for.
Det skal understøtte en kultur, hvor vu behandler mennesker med respekt, hvor vi udvikler teknologi ansvarligt, og hvor vi beskytter kunders, samarbejdspartneres og virksomhedens værdier, data, viden, immaterielle aktiver og forretningshemmeligheder med høj integritet.
Kodekset gælder for medarbejdere, freelancere, rådgivere, leverandører og andre, der repræsenterer eller arbejder på vegne af INILAB ApS, herunder binavnet IN FACT Kommunikation & Webdesign
INILAB arbejder i krydsfeltet mellem data, software, hardware, hosting og digitale tjenester. Og det forpligter. Vores arbejde bygger således på følgende principper og værdier:
Faglig integritet
Vi leverer løsninger, der er gennemtænkte, solide og fagligt velfunderede. Vi siger til, når noget kræver yderligere afklaring, og vi prioriterer kvalitet, sikkerhed og langsigtet værdi over kortsigtede genveje.
Ansvarlig teknologi
Vi udvikler og driver teknologi med respekt for mennesker, data, samfund og de systemer, som vores løsninger indgår i. Vi søger løsninger, der er sikre, forståelige, proportionale og egnede til formålet.
Diskretion og fortrolighed
Vi beskytter den viden, de data og de relationer, som vi får adgang til i udviklingsprojekterne. Fortrolighed er ikke kun et juridisk krav, men en grundlæggende del af den tillid, som vores arbejde og daglige praksis bygger på.
Ligeværd og respekt
Vi møder mennesker i øjenhøjde — uanset rolle, faglig baggrund, erfaring, kundetype eller kompetenceniveau. Vi forventer høj faglighed uden arrogance og klar kommunikation uden forenkling, der undervurderer vores kunder og øvrige modtagere.
Transparens og præcision
Vi kommunikerer ærligt, tydeligt og relevant. Vi skjuler ikke usikkerhed, overdriver ikke vores kunnen og gør os umage for at skabe fælles forståelse.
Samfundsansvar
Vi ønsker at drive virksomhed på en måde, der tager hensyn til mennesker, miljø og de digitale fællesskaber, som vi er en del af.
Vi forventer, at alle, der repræsenterer INILAB, handler professionelt, ansvarligt og respektfuldt. Det indebærer, at vi:
Vi accepterer ikke adfærd, der bevidst underminerer tillid, sikkerhed, samarbejde eller professionel integritet.
Som teknologivirksomhed har INILAB et særligt ansvar for at behandle data korrekt, sikkert og med respekt for de mennesker og organisationer, som denne data vedrører. Vi arbejder efter principperne om:
Vi behandler kun data, når der er et sagligt formål, et relevant behandlingsgrundlag og klare rammer for anvendelsen. Kundedata, brugerdata, adgangsoplysninger, teknisk dokumentation og forretningskritisk information må ikke anvendes, deles eller opbevares uden relevant formål og hjemmel.
INILAB forholder sig aktivt, kritisk og ansvarligt til brugen af kunstig intelligens. AI kan skabe betydelig værdi, men skal anvendes med omtanke, faglig dømmekraft og respekt for de mennesker, data og beslutninger, som teknologien kan påvirke.
Når vi anvender, udvikler eller integrerer AI-systemer, vurderer vi systemets formål, datagrundlag, risici, transparens, sikkerhed, menneskelig kontrol og mulige konsekvenser for brugere, kunder og andre berørte parter. Vi tilstræber, at AI anvendes lovligt, dokumenterbart, proportionelt og fagligt relevant. Også at brugen er sikker, kontrolleret og gennemsigtig, hvor det er nødvendigt.
Vi anvender ikke AI til formål, der er ulovlige, vildledende, manipulerende, diskriminerende eller uforenelige med grundlæggende rettigheder. Ved væsentlige beslutninger eller beslutningsstøtte, hvor AI indgår, skal der være passende menneskelig vurdering og ansvarlighed.
Medarbejdere og samarbejdspartnere, der arbejder med AI på vegne af INILAB, skal have tilstrækkelig forståelse for både muligheder, begrænsninger og risici ved de systemer, som de anvender.
Vi udvikler, designer og driver løsninger med fokus på stabilitet, sikkerhed, vedligeholdbarhed og ansvarlig skalering. Det betyder, at vi arbejder med:
Vi udvikler ikke løsninger, der bevidst udnytter, manipulerer, skader eller kompromitterer mennesker, systemer, data eller infrastruktur.
INILAB beskytter fortrolige oplysninger om blandt andet:
Fortrolige oplysninger må kun deles med personer, der har et sagligt behov for adgang, og kun inden for de aftalte og lovlige rammer.
Fortrolighed gælder også efter ophør af ansættelse, leverance eller samarbejde.
Vi ønsker en samarbejdskultur præget af klarhed, venlighed og gensidig respekt.
Vi tror på, at stærke løsninger skabes gennem nysgerrighed, præcision, sparring og åben dialog. Derfor taler vi ordentligt med hinanden, også når vi er uenige, under tidspres eller arbejder med komplekse problemstillinger.
Vi forventer, at alle bidrager til en tone, hvor man kan stille spørgsmål, udfordre antagelser og dele viden uden at blive mødt med nedladenhed.
Mobning, chikane, diskrimination, intimidering, uretfærdig behandling eller bevidst ekskluderende adfærd accepteres ikke.
INILAB ønsker et arbejdsmiljø, hvor høj faglighed kan gå hånd i hånd med sundhed, balance og menneskelig ordentlighed. Derfor prioriterer vi:
Trivsel er ikke et blødt supplement til kvalitet. Det er en forudsætning for klar tænkning, godt samarbejde og holdbare løsninger.
INILAB ønsker at handle ansvarligt i forhold til miljø, mennesker og samfund.
Vi bestræber os på at anvende ressourcer med omtanke og på at vælge løsninger, leverandører og teknologier, der forener kvalitet med ansvarlighed. Vi ønsker samtidig at understøtte lokale, faglige og digitale fællesskaber og at bidrage til fair behandling og lige muligheder i de relationer, som vi indgår i.
Når vi kommunikerer om bæredygtighed, gør vi det nøgternt, præcist og dokumenterbart. Vi undgår brede eller upræcise påstande, medmindre de kan forklares og underbygges.
Vi forventer, at leverandører, freelancere og samarbejdspartnere arbejder i overensstemmelse med de samme grundlæggende principper for lovlighed, sikkerhed, fortrolighed, respekt og professionel ansvarlighed.
Ved væsentlige samarbejder, vurderer vi relevante forhold som informationssikkerhed, databehandling, adgang til systemer, underleverandører, compliance, dokumentation og interessekonflikter.
Beslutninger i INILAB skal træffes på et sagligt og professionelt grundlag.
Potentielle interessekonflikter skal gøres synlige, så de kan håndteres åbent og ordentligt. Det gælder eksempelvis personlige, økonomiske eller organisatoriske interesser, der kan påvirke, eller fremstå som om at de påvirker, dømmekraft, prioriteringer eller rådgivning.
INILAB arbejder i overensstemmelse med gældende lovgivning, kontrakter og relevante faglige standarder.
Afhængigt af opgavens karakter, kan det blandt andet omfatte:
Når en opgave berører regulerede områder, afklarer vi ansvar, roller og krav så tidligt som muligt.
Henvisningerne ovenfor er ikke udtømmende. Alle, der arbejder på vegne af INILAB, skal overholde den lovgivning, de kontraktlige forpligtelser og de faglige standarder, som gælder for den konkrete opgave, rolle eller leverance.
INILABs midler, aktiver, udstyr, data, systemer, adgange, arbejdstid og forretningsmæssige beføjelser skal anvendes sagligt, loyalt og i overensstemmelse med virksomhedens interesser, interne regler og de tilladelser, der er knyttet til den enkeltes rolle.
Ingen må misbruge betroede midler, adgange, fuldmagter, betalingsmidler, indkøbsbeføjelser, bruttolønsordninger, personalegoder, refusioner, kundeaftaler, leverandørrelationer eller andre økonomiske og organisatoriske ressourcer til privat, uvedkommende eller uautoriseret fordel. Dette omfatter også fordele til familiemedlemmer, nærtstående, venner eller virksomheder, som den pågældende har en direkte eller indirekte interesse i.
Alle økonomiske dispositioner og registreringer skal være korrekte, fuldstændige, gennemsigtige og dokumenterbare. Det gælder blandt andet udgifter, indkøb, tilbud, fakturering, kreditnotaer, rabatter, refusioner, rejse- og kørselsafregninger, tids- og projektregistrering, lønforhold, personalegoder og bruttolønsordninger. De skal være aftalt, godkendt og håndteret i overensstemmelse med gældende lovgivning, interne beslutninger, godkendelsesprocedurer, aftalegrundlag og relevant regnskabs- og skattemæssig praksis.
Ingen må afgive urigtige eller vildledende oplysninger, oprette fiktive eller mangelfulde bilag, skjule en dispositions reelle formål eller undlade oplysninger, der er nødvendige for en korrekt vurdering, godkendelse, bogføring eller fakturering. Det er heller ikke tilladt at opdele indkøb eller betalinger, anvende andres identitet eller godkendelse eller på anden måde omgå beløbsgrænser, funktionsadskillelse eller øvrige interne kontroller.
Den enkelte må kun indgå aftaler, godkende dispositioner, foretage betalinger eller anvende systemadgange inden for sin tildelte kompetence. Adgange, betalingsmidler, legitimationsoplysninger og godkendelsesbeføjelser er personlige og må ikke deles eller stilles til rådighed for andre, medmindre dette er udtrykkeligt godkendt og sker gennem en kontrolleret procedure.
Indkøbs- og leverandørbeslutninger skal træffes på et sagligt og dokumenterbart grundlag. Personlige interesser eller relationer, som kan påvirke eller med rimelighed opfattes som påvirkende en beslutning, skal oplyses, før den pågældende deltager i behandlingen eller godkendelsen. Ingen må anmode om, modtage, tilbyde eller videreformidle skjulte provisioner, returkommission, personlige rabatter eller andre utilbørlige økonomiske fordele i forbindelse med INILABs aktiviteter.
Enhver, der disponerer på vegne af INILAB, skal gøre det med omhu, sparsommelighed, gennemsigtighed og respekt for den tillid, der følger med rollen. Virksomhedens ressourcer må ikke anvendes til private aktiviteter, medmindre den pågældende anvendelse er udtrykkeligt tilladt eller følger af almindelig og accepteret praksis i virksomheden.
Fejl, dobbeltbetalinger, fejlagtige refusioner, uberettigede fordele eller andre økonomiske uregelmæssigheder skal oplyses og søges rettet uden unødigt ophold, også når fejlen er opstået utilsigtet eller er til fordel for den person, der opdager den. Relevant dokumentation må ikke skjules, ændres eller slettes, og alle har pligt til loyalt at medvirke ved intern eller ekstern kontrol og undersøgelse.
Mistanke om økonomiske uregelmæssigheder, interessekonflikter, misbrug af virksomhedens ressourcer eller uretmæssig personlig vinding skal bringes videre til ledelsen, den relevante kontaktperson eller en anden tilgængelig og uafhængig indberetningskanal. Hvis mistanken vedrører den normale modtager af indberetningen, skal en alternativ kanal anvendes. Ingen må udsættes for repressalier for i god tro at rejse en bekymring eller medvirke ved undersøgelsen af et muligt forhold.
Overtrædelse af dette princip kan, afhængigt af forholdets karakter og alvor, få ansættelsesretlige, kontraktretlige, civilretlige og/eller strafferetlige konsekvenser; herunder krav om tilbagebetaling eller erstatning, disciplinære reaktioner, begrænsning eller inddragelse af beføjelser, opsigelse eller bortvisning, ophør af samarbejde, samt politianmeldelse eller anmeldelse til andre relevante myndigheder, hvor det er berettiget.
INILABs immaterielle aktiver udgør en væsentlig del af virksomhedens faglige og økonomiske værdi. Det omfatter blandt andet software, kildekode, systemarkitektur, datamodeller, databaser, algoritmer, dokumentation, design, konfigurationer, forsknings- og udviklingsresultater, AI-relaterede artefakter, tekniske metoder, virksomhedsspecifik knowhow, forretningshemmeligheder samt øvrige immaterielle rettigheder.
Alle, der arbejder for eller på vegne af INILAB, har pligt til at beskytte disse aktiver mod tab, misbrug, uautoriseret adgang, kopiering, ændring, offentliggørelse, overførsel eller anden uberettiget anvendelse. Tilsvarende skal immaterielle aktiver, fortrolige oplysninger og rettigheder, som tilhører kunder, samarbejdspartnere, leverandører eller andre rettighedshavere, behandles med samme omhu og respekt.
Kildekode, dokumentation, tekniske løsninger, udviklingsværktøjer, data, legitimationsoplysninger, AI-relaterede artefakter og øvrigt arbejdsmateriale må kun tilgås, kopieres, opbevares, overføres og anvendes, når det sker som led i arbejdsopgaverne, inden for den tildelte adgang og i overensstemmelse med gældende instrukser, aftaler og lovgivning. Materiale må ikke uden udtrykkelig godkendelse opbevares eller behandles på private enheder, private cloudtjenester, personlige e-mailkonti, private kode-repositorier eller andre uautoriserede lagrings- eller delingsplatforme.
INILAB respekterer andres immaterielle rettigheder. Software, kode, dokumentation, data, modeller, design, billeder, tekster eller andet materiale fra kunder, samarbejdspartnere, tidligere arbejdsgivere eller øvrige tredjeparter må ikke anvendes, kopieres eller indarbejdes i virksomhedens løsninger uden et lovligt og dokumenteret grundlag. Licensvilkår, ophavsret, kontraktlige begrænsninger og øvrige immaterielle rettigheder skal respekteres.
Fortrolige oplysninger, virksomhedsspecifik knowhow og anden ikke-offentlig viden, som opnås gennem arbejdet hos INILAB eller gennem samarbejdet med kunder og samarbejdspartnere, må ikke udnyttes til egen eller andres fordel eller anvendes på en måde, der kan skade INILAB eller den retmæssige ejer af oplysningerne eller rettighederne. Denne forpligtelse gælder også efter ansættelses- eller samarbejdsforholdets ophør.
Arbejdsresultater, tekniske løsninger, kildekode, dokumentation, arkitektur, skærmbilleder, projektmateriale eller andre ikke-offentlige oplysninger må ikke uden forudgående godkendelse offentliggøres eller anvendes i private porteføljer, præsentationer, undervisning, publikationer, sociale medier, konferencer, personlige kode-repositorier eller tilsvarende sammenhænge.
Ved ændring eller ophør af en opgave, ansættelse eller et samarbejde skal alt udstyr, dokumentation, kildekode, data, adgangsmidler og øvrigt arbejdsrelateret materiale afleveres rettidigt, fuldstændigt og i den stand, som INILAB eller den relevante rettighedshaver foreskriver. Ingen må uden forudgående og udtrykkelig instruktion slette, nulstille, formatere, overskrive, kryptere, tilbageholde eller på anden måde gøre virksomhedens eller kunders data, systemer, konti, historik eller dokumentation utilgængelig eller vanskeligere at genskabe. Ingen må beholde private kopier, sikkerhedskopier, adgangsoplysninger eller fortsat adgang til virksomhedens eller kunders materiale efter samarbejdets ophør.
Rettigheder til software, dokumentation, opfindelser, udviklingsresultater og øvrige arbejdsresultater skal respekteres og håndteres i overensstemmelse med gældende lovgivning om ophavsret, forretningshemmeligheder, arbejdstageropfindelser, kontraktlige forpligtelser og øvrige immaterielle rettigheder, samt de relevante ansættelses-, kunde-, leverandør- og samarbejdsaftaler. Medarbejdere og samarbejdspartnere skal loyalt medvirke til, at sådanne rettigheder kan dokumenteres, beskyttes og håndteres korrekt.
Bestemmelserne i dette kapitel begrænser ikke lovlige indberetninger til myndigheder, domstole, juridiske rådgivere eller whistleblowerordninger.
Overtrædelse af dette princip kan, afhængigt af forholdets karakter og alvor, medføre ansættelsesretlige, kontraktretlige, civilretlige og/eller strafferetlige konsekvenser, herunder krav om tilbagelevering, erstatning, begrænsning eller inddragelse af adgange og beføjelser, disciplinære reaktioner, opsigelse eller bortvisning, ophør af samarbejde samt politianmeldelse eller andre relevante retlige skridt, hvor det er berettiget.
Hvis en medarbejder, leverandør eller samarbejdspartner bliver opmærksom på forhold, der kan være i strid med dette kodeks, lovgivning, kontrakter eller væsentlige sikkerhedskrav, skal det bringes videre til den relevante kontaktperson eller ledelsen.
Henvendelser behandles sagligt, diskret og med respekt for de involverede parter. INILAB accepterer ikke repressalier mod personer, der i god tro gør opmærksom på en bekymring.
Brud på kodekset kan, afhængigt af karakter og alvor, føre til dialog, korrigerende handlinger, ændrede adgange, ophør af samarbejde eller juridiske skridt.
Dette kodeks vedtages af INILABs ledelse og revideres mindst én gang årligt, samt ved væsentlige ændringer i virksomhedens aktiviteter, lovgivning, risikobillede eller samarbejdsforhold.
Formålet med revisionen er ikke blot at være compliant, men at sikre, at kodekset fortsat afspejler den virksomhed, som INILAB ønsker at være: fagligt stærk, ordentlig, diskret og ansvarlig.
Seneste revision af INILABs ledelse: juli 2026
Kontakt os
Daniel Frederiksen
CTO | Teknisk direktør